Uddannelseshistorie vedrører den historiske baggrund for uddannelsesinstitutioner og deres pædagogik. Feltet er tæt knyttet til pædagogikkens idéhistorie, der tager udgangspunkt i de filosofiske pædagogikopfattelser og diskurser, som har fundet sted i løbet af menneskets historie. Uddannelseshistorien fokuserer imidlertid på de praksisser, systemer og institutioner, som har ført disse idéer ud i livet med skoler og uddannelsessystemer. Feltet har desuden et vis overlap med den pædagogiske sociologi, der ser på forholdet mellem samfund, individ, pædagogik, uddannelse og opdragelse i både historiske og moderne perspektiver.